Den tidligere realitystjerne Susan K. fortæller nu for første gang åbent om sin tid som resturantchef hos burgerrestauranten Hot Buns i Aarhus.
Restauranten lukkede dramatisk for cirka en måned siden i løbet af ganske få timer, uden at de ansatte blev informeret.
Efterfølgende blev resturanten politianmeldt for tyveri af inventar for 50.000 kroner af ejendommens udlejer.
Læs også: Hotpants-restaurant politianmeldt
Susan K. føler sig 'røvrendt' af Hot Buns, der øjensynligt ikke har udbetalt løn til hende.
"Det stiller mig i en lorte situation. Jeg kan ikke betale min husleje, og det er enormt frustrerende, at jeg er blevet røvrendt af et sted, hvor jeg har lagt blod, sved og tårer", fortæller Susan K. til Realityportalen.dk.
Hotpants og tanktop
Hot Buns skabte store overskrifter og debat, da restauranten åbnede d. 21 marts.
Avisen.dk kunne fortælle, at kæden udstyrer de kvindelige ansatte med en stram tanktop og hotpants som uniform. Og det satte mange sind i kog.
Læs også: Ny burgerkæde vil have kvinder i hotpants
Susan K. trøster sig ved, at hendes fagforening vil kæmpe for hende.
"Det er gået udover alle de tidligere ansatte, og jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dem, da jeg føler et ansvar som tidligere restaurantchef. Heldigvis ved jeg, at fagforeningen vil kæmpe vores kamp," siger hun.
Læs også: Burgerpiger i tanktop og hotpants ydmyges
Må udleje værelse i huset
På det personlige niveau har hele Hot Buns affæren haft store konsekvenser.
"Jeg kommer på dagpenge, og jeg er nødt til at leje et værelse ud i vores rækkehus for at få økonomien til at hænge sammen," siger hun.
Dog har hendes venner og familie støttet hende økonomisk.
"De har blandt andet lavet en indsamling til mig. Det er en stort hjælp," siger hun.
Vil tage alle slags jobs
Susan K. søger lige nu efter et job. Men det er ikke nemt at komme tilbage i arbejde, forklarer hun.
"Jeg er desværre ikke 20 år længere, og derfor er det ikke helt så nemt at finde et nyt job, især ikke inden for mit ekspertiseområde som er restaurationsbranchen," siger hun.
Læs også: DSU ser rødt over burgerpiger i hotpants
Derfor vil den tidligere deltager i 'Paradise Hotel' og 'Divaer i Junglen' nu tage stort set hvilket som helst job.
"Jeg søger hver eneste dag, og på nuværende tidspunkt er jeg næsten ligeglad med, om det så er lagerarbejde. Jeg vil bare have noget at stå op til," lyder det fra Susan K.
Hun udelukker ikke, at et comeback til reality spotlyset kan komme på tale.
"Hvis lønnen er rigtig, vil jeg ikke afvise det," siger hun til realityportalen.dk