- Jeg er begyndt at tælle dagene nu. Før var det måneder og så uger, nu er det dage. I min mentale kalender sætter jeg et rødt kryds for hver dag jeg kommer tættere på kanten.
Sådan lyder de indledende ord fra en dagpengemodtager, der snart bliver kontanthjælpsmodtager, i klummen 'Vi, de arbejdsløse uden identitet og værdi' bragt i Dagbladet Information.
Katrine Arnfred lever en almindelig tilværelse i en andelslejlighed i Nordvest, hvor hun bor sammen med sin kæreste og to børn. Hun har en lang videregående uddannelse, hun har haft masser af småjob, hun har haft småprojekter undervejs, hun har et stort netværk, men en fuldtidsstilling kan hun ikke finde.
Og det irriterer hende indædt, fordi hun føler, hun bliver sat i bås som arbejdsløs nasser, der udnytter systemet.
- Vi dræner statskassen, forstår vi. Som udspekulerede sofapampere griner vi hele vejen til jobcentret og hjem igen med lommer, der bugner af lønmodtagernes hårdt tjente skattekroner. Det duer ikke. Det skal kunne betale sig at arbejde.
Det handler om identitet
Hun mener, at politikerne glemmer at sætte fokus på de største omkostninger ved at være arbejdsløs: at man mister sig selv og sin plads i samfundet.
- Det er en effektiv strategi at få arbejdsløshed til at handle om økonomi. Ved at reducere arbejdsløse til et spørgsmål om kroner og ører, lukkes øjne og ører for, hvad der reelt er den allerstørste omkostning ved at være arbejdsløs: tabet af identitet og værdi. At være arbejdsløs er et evigt ræs mod og med sig selv, der kræver afsindige mængder af hård hud og en decideret overlevelsesstrategi for i det mindste bare at kunne hage sig fast med neglene. Dér på kanten.
-Alle de arbejdsløse, jeg kender – inklusive mig selv – vil give deres højre arm for et job, uagtet løn.