Arbejdsgiver til snedker: Du er for gammel til ekstra løn
En arbejdsgiver nægtede at give en snedker, der var på vej på pension, et engangsvederlag på 10.000 kroner ved en lønforhandling.
Snedkeren rejste sagen i Ligebehandlingsnævnet, som slår fast, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af alder. 
Snedkeren rejste sagen i Ligebehandlingsnævnet, som slår fast, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af alder.  Foto: Scanpix arkiv


En arbejdsgiver nægtede at give en snedker, der var på vej på pension, et engangsvederlag på 10.000 kroner ved en lønforhandling. Men det er ulovlig forskelsbehandling på grund af alder, slår Ligebehandlingsnævnet fast. Det skriver Fagbladet 3F.

- Jeg synes ikke, at jeg kan forsvare at bruge lønmidler på en medarbejder, der er på vej væk.

Med de ord fik en snedker, ansat gennem 32 år, afslag fra sin arbejdsgiver på et engangsvederlag på 10.000 kroner.

Snedkeren, der arbejdede på et museum, havde forinden oplyst sin arbejdsgiver om, at han snart ønskede at gå på pension. Men under de lokale forhandlinger i 2014 skulle snedkerens løn alligevel forhandles.

En tillidsrepræsentant stod i spidsen for forhandlingerne, hvor snedkeren skulle have 10.000 kroner i engangsvederlag. Baggrunden for indstillingen var, at snedkeren havde indført et nyt nøglesystem hos arbejdsgiveren. Men det rakte altså ikke til at lette på arbejdsgiverens pengepung.

Snedkeren rejste sagen i Ligebehandlingsnævnet, som slår fast, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af alder. Selvom man er gammel, skal ens indsats værdsættes, siger nævnet, der tilkendte snedkeren 12.000 kroner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.