Anti Doping Danmark indgår samarbejde med Uefa
Anti Doping Danmark indgår aftale med Uefa om at koordinere dopingkontrol på danske fodboldspillere.
Direktør Michael Ask og Anti Doping Danmark har indgået en aftale med Uefa.
Direktør Michael Ask og Anti Doping Danmark har indgået en aftale med Uefa. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


Anti Doping Danmark har underskrevet en samarbejdsaftale med Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, om at koordinere dopingkontrolarbejdet på danske fodboldspillere.

Det skriver Anti Doping Danmark i en pressemeddelelse.

Aftalen kommer til at omfatte koordinering af prøvetagning, udveksling af eventuelle efterretninger samt deling af kontroldata herunder biologiske pas.

Uefa tester danske fodboldspillere, der deltager i klub- eller landsholdsregi under Uefa, mens Anti Doping Danmark foretager prøver i forbindelse med træning og kampe under Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Samarbejdet med Uefa gør det muligt at målrette testarbejdet på danske fodboldspillere i endnu højere grad end tidligere, da Anti Doping Danmark nu vil have fuld adgang til samtlige biologiske pas på danske fodboldspillere, lyder det i pressemeddelelsen.

I Danmark er fodbold den tredjemest testede idrætsgren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.