Anklager kræver ubetinget fængsel i bestikkelsessag
Tre mænd bør ifølge anklager ind og afsone i bestikkelsessag. Betinget fængsel er ikke nok.


Anklager Jørn Thostrup kræver tre mænd idømt ubetingede fængselsdomme i sag om bestikkelse. Straffene til de tre bør ligge mellem 40 dage og fire måneder.

Kravet er blevet fremsat i et retslokale i Glostrup onsdag eftermiddag. Her sidder de tre tiltalt for at have ladet sig bestikke med elektronisk udstyr af ansatte i it-leverandøren Atea. De nægter sig skyldige.

De tre modtog som ansatte ved Københavns Kommune og DSB blandt andet iPhones og iPads fra it-leverandøren. Alle tre sad i stillinger, hvor de stod for indkøb af it-udstyr til deres arbejdsplads.

- Jeg har lagt vægt på sagernes alvorlige karakter. Det rækker langt ud over det udbytte, de har opnået. Det har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, hvis bestikkelse vinder udbredelse, lyder det fra Jørn Thostrup.

Den strengeste straf bør gives til en tidligere ansat i Københavns Kommune, som havde stor indflydelse på indkøb af it-udstyr til hele kommunen.

Han er anklaget for otte gange at have modtaget gaver til en samlet værdi over 40.000 kroner.

Jørn Thostrup mener, at han bør straffes med fire måneders fængsel.

En anden mand, som har været ansat i DSB, bør straffes med tre måneders fængsel. Han har angiveligt også modtaget en række gaver fra sælgere i Atea, men værdien er noget lavere, under 20.000 kroner.

Den sidste af de tre har modtaget en telefon og en iPad. Det bør ifølge anklageren udløse en straf på 40 dages fængsel.

Forsvarer Peter Trudsø understreger, at de tre mænd efter hans opfattelse bør frifindes. De har nemlig slet ikke begået noget ulovligt.

- Det er ansatte, hvis arbejde er at handle med Atea, og det her er foregået som led i deres arbejde, lyder det fra advokaten.

Hvis retten alligevel skulle finde de tiltalte skyldige, så mener Peter Trudsø, at en bødestraf vil være tilstrækkelig.

Der falder dom i sagen 6. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.