Anklage: Læge brugte forskningsmillioner på luksus
En 64-årig læge har bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for millioner, mener anklagemyndigheden.
Ifølge anklagen brugte lægen blandt andet penge på middage på på D'Angleterre.
Ifølge anklagen brugte lægen blandt andet penge på middage på på D'Angleterre. Foto: Scanpix


En 64-årig læge sidder onsdag på anklagebænken i Københavns Byret i en sag om svindel med forskningsmidler. Han er tiltalt for at have bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for i alt 2,8 millioner kroner.

Forskningspenge blev brugt på dyre Rolex-ure, mærkevarer fra Louis Vuitton-butikker i Paris, Barcelona, München, Chicago og Atlanta, middage på D'Angleterre og andet privat luksusforbrug, mener anklagemyndigheden.

Anklager Per Justesen, der skal føre sagen i byretten, kræver lægen idømt en ubetinget frihedsstraf, oplyser han til Ritzau.

Gennem seks år fra august 2006 til april 2013 brugte lægen ifølge det omfattende anklageskrift mindst to millioner kroner fra en konto, hvor et medicinalfirma havde indbetalt seks millioner kroner til et forskningsprojekt.

I anklageskriftet indgår ikke færre end 390 bilag fra handler foretaget med et Eurocard, som lægen havde tilknyttet til kontoen. Ifølge anklagen vildledte lægen sponsoren til at tro, at kontoen tilhørte Rigshospitalet.

13. januar 2011 købte lægen et Rolex-ur til 160.650 kroner i den eksklusive butik Klarlund i København. Allerede måneden efter blev kontoen brugt til indkøb af endnu et Rolex-ur i en anden juvelerforretning. Denne gang var prisen 80.000 kroner.

Kortet er også blevet brugt ved 15 besøg i Louis Vuitton-butikker, hvor der blev købt ind for tusindvis af kroner, og ved en stribe middage på blandt andet Sejlklubbernes Restaurant i Charlottenlund og på luksushotellet D'Angleterre i København.

Sagen mod den 64-årige læge er den første af en stribe lignende sager, der kommer for retten. Han er ud over groft bedrageri og underslæb også tiltalt for databedrageri og tjenestemisbrug. Han nægter sig skyldig,

Dommen ventes til november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.