Anders Samuelsen: I ville elske at bo i mit blå Danmark
LA-leder deler i et tankeeksperiment landet op i en rød og en blå del. Sidstnævnte med højst 40 procent skat.
Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen.
Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen. Foto: Gregers Tycho/Polfoto


- I skal være med på et tankeeksperiment i dag, indleder Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, sin tale på hovedscenen under Folkemødet på Bornholm.

- Vi leger, at vi deler Danmark op i en rød del og en blå del. Den røde kan være Aarhus og København. Den blå, hvor vi bestemmer, kan være Fyn, Lolland og her på Bornholm.

Spørgsmålet er så, hvor danskerne helst vil bo henne. I den røde del af landet, eller i den blå.

I den blå del af Danmark i Samuelsens tankeeksperiment vil han blandt andet sænke prisen på daginstitutioner, gøre licensen frivillig, fjerne arveafgiften og registreringsafgiften, halvere selskabsskatten og sætte skatten til maksimalt 40 procent.

- Kan I mærke, at det bliver mere og mere attraktivt at flytte fra Østerbro til Lolland nu?

- Skatteindtægterne vil tordne i vejret, fordi der vil komme så mange nye virksomheder og arbejdspladser til områderne, siger Anders Samuelsen.

Alle ni folketingspartier har under Folkemødet hver en halv times taletid fra hovedscenen. Samuelsen slutter sin taletid af med at forudsige, hvad medierne vil skrive om hans tale:

- Journalisterne vil måske lave overskrifter som "LA foreslår igen maks. 40 procent skat på Fyn".

- De vil sige, "han er da blevet rablende sindssyg, den mand!" Men pointen er at illustrere, at nytænkning ikke er farligt. Det er langt, langt farligere ikke at tænke nyt.

Anders Samuelsens idé stammer fra Lars Kolind, som ved valget i 2007 som kandidat for Ny Alliance blev "hældt ned ad brættet" i medierne, da han foreslog at sænke skatten på Fyn til 40 procent.

- Vi vil forsøge at få os væk fra den belås, der er lagt siden 1960'erne, hvor det hele drejer sig om plus/minus fem procent socialdemokratisk politik, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.