Amerikansk kollaps giver minder om finanskrisen
Et amerikansk fondskollaps leder finansmarkedernes tanker hen på finanskrisen. Økonomien er dog stærkere nu.
Det giver panderynker på Wall Street, at en fond er kollapset. (AP Photo/Richard Drew)
Det giver panderynker på Wall Street, at en fond er kollapset. (AP Photo/Richard Drew) Foto: Richard Drew/AP


Det har spredt store bølger på Wall Street i New York, at fonden Third Avenue Focused Credit Fund er kollapset. Fonden er overvældet af investorer, der trækker deres penge ud, hvilket giver grimme mindelser om finanskrisen.

Meddelelsen kom torsdag, hvor fonden, der sidder på 800 millioner dollar (cirka 5,4 milliarder kroner), måtte trække i nødbremsen. Ifølge CNBC havde fonden for et år siden 2,8 milliarder dollar under forvaltning, men er siden da ramt af en sand exodus fra investorerne. Nu har den lukket ned for udbetalinger.

Third Avenue Focused Credit Fund investerer i såkaldte "junk bonds", virksomhedsobligationer med stor risiko. Det var det samme marked, der kollapsede op til finanskrisen i 2007 og trak verdensøkonomien med sig.

- Markedet for risikofyldte obligationer er en dynamittønde, der før eller senere vil eksplodere, sagde den kendte investor Carl Icahn til tv-stationen CNBC fredag, mens Wall Street Journal kalder fonden for "en mulig kanariefugl".

Mindre solide amerikanske virksomheder har de seneste år udstedt voldsomme mængder gæld, som er blevet revet væk af afkasthungrende investorer. Ifølge Reuters er der i USA udstedt for 300 milliarder dollar om året de seneste tre år.

Mange af udstederne er energiselskaber, der nu lider voldsomt under den lave oliepris. Flere er gået konkurs, og endnu flere forventes at følge. Kombineret med forventningen om højere renter har det sendt investorerne skrigende fra markedet.

Ifølge Reuters har investorer netto trukket 5,7 milliarder dollar ud ad fonde specialiseret i "junk bonds" i år.

- Det smager lidt af krisen, og det kan ramme andre dele af økonomien, hvis fonde bliver nødt til at sælge voldsomt ud. Men økonomien er grundlæggende stærk, og jeg er ganske fortrøstningsfuld med hensyn til, at det ikke bliver ligeså stort som under krisen, siger chefanalytiker hos Nordea Johnny Bo Jakobsen.

Samtidig er det energisektoren og til dels fremstillingssektoren, der er ramt. De fylder ikke meget i økonomien i forhold til boligsektoren, som blev ramt op til krisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.