Alternativet vil ikke sikre flertal for kommuneaftale
Det bliver ikke med Alternativets stemmer, at regeringen får skaffet et flertal til en aftale med kommunerne.
Alternativets Josephine Fock vil ikke hjælpe regeringen med at få vedtaget sin aftale med kommuner i KL. (Arkivfoto)
Alternativets Josephine Fock vil ikke hjælpe regeringen med at få vedtaget sin aftale med kommuner i KL. (Arkivfoto) Foto: RUMLE SKAFTE/POLFOTO


Alternativet har ikke i sinde at sikre regeringen flertal til for en aftale om kommunernes økonomi.

Det siger partiets finans- og økonomiordfører, Josephine Fock.

- Nej, vi kan ikke bakke op om kommuneaftalen. Og det kan vi ikke af to grunde, siger hun.

- For det første er der lagt op til en minusvækst i de næste fire år. Derudover skal den ældre-milliard, som blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2014, omlægges til at blive en del af bloktilskuddet.

- Det giver mindre gennemsigtighed i forhold til, om midlerne rent faktisk ender med at blive benyttet til de ældre.

Spørgsmål: Hvad skal der til, for at I vil bakke op om regeringen i forhandlingerne?

- Der skal i hvert fald ikke minusvækst i de kommende fire år. Vi stiller ikke ultimative krav, men jeg har svært ved at se, hvad det er, Lars Løkke vil kunne komme med, som vil kunne tilfredsstille os på det her område.

Regeringen er blevet nødt til at gå på hugst efter stemmer fra rød blok til at forhandle aftalen igennem, efter at De Konservative har afvist at stemme for aftalen, fordi den medfører stigende grundskyld for nogle boligejere.

Alternativet har en gang tidligere i regeringens korte levetid sikret regeringen et flertal. Det skete, da partiet sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og SF vedtog genindførelsen af boligjobordningen, også kaldet håndværkerfradraget.

Aktstykket med aftalen skal fredag behandles i Folketingets Finansudvalg, og uden opbakning fra De Konservative skal Venstre finde mandater i rød blok for at få flertal for aftalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.