Ifølge Ekstra Bladet har medarbejderne i Alternativets sekretariat taget spil-dillen Pokémon Go til sig.
Her har flere medarbejdere i det, som avisen beskriver "som en sand Pokémon-rus", fået bevæget sig så langt ind i spillet, at de nu er på så højt niveau, at de kan fastholde flere såkaldte "gyms" (træningcentre, red.) rundt omkring på Vesterbro i København med deres Pokémons.
Oveni har de med deres Pokémons involveret blandt andre folketingsmedlemmet Rasmus Nordqvist og Alternativets leder, Uffe Elbæk.
I den virtuelle Pokémon-verden har Alternativets medarbejdere eksempelvis navngivet en stor, tyk gul Pokémon med en meget lille trøje 'Rasmus Nordqvist'. En anden Pokémon, der spreder skræk og rædsel på Vesterbro, bærer navnet Uffe Elbæk.
Begejstret Nordqvist
Rasmus Nordqvist spiller ikke selv Pokémon Go, men han er begejstret for spillet og synes ifølge Ekstra Bladet, at det er en underlig form for snobberi, når Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt kalder spillet for "opium til folket".
- Vi har at gøre med et sjovt spil, som faktisk udfordrer en masse ting omkring hele spilleidéen. Bl.a. fordi du er tvunget til at bevæge dig rundt i byen. Du er tvunget til at komme i kontakt med andre mennesker og spille på hold med folk, som du ikke nødvendigvis kender. Så jeg ser en masse i det, som er rigtig interessant. Og så er det altså et spil, som mange kaster sig over og har det sjovt med i deres sommerferie. Det kan ikke hidse mig op, siger Rasmus Nordqvist til Ekstra Bladet.
En del af Jakob Engel-Schmidts kritik af Pokémon Go er, at jagten på Pokémons blandt andet får folk til at gå ind på andre menneskers private ejendomme. Det er et problem - også for Rasmus Nordquist, som synes at det er politiets opgave. Han finder det derfor ikke problematisk, at Alternativets folk forsvarer 'gyms' på Vesterbro.