Allergiramt Contador tabte på bjerget: En frygtelig dag
Alberto Contador tabte næsten tre minutter til Chris Froome på Tour de Frances første bjergetape.
Alberto Contador døjede med sin allergi på 10. etape i Tour de France, og det kostede dyrt i klassementet.
Alberto Contador døjede med sin allergi på 10. etape i Tour de France, og det kostede dyrt i klassementet. Foto: Laurent Cipriani/AP


Drømmen om også at vinde Tour de France efter Giro d'Italia-sejren i maj hænger i en tynd tråd for Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).

Den spanske bjergrytter kunne slet ikke følge med, da først Movistar og derefter Sky satte fart op ad La Pierre-Saint-Martin-bjerget, som afsluttede 10. etape.

- Det var en frygtelig dag. Froome stak af og viste sin overlegenhed, konstaterer Alberto Contador.

Publikum, presse og officials lavede næsten kamplignende scener ved Tinkoff-Saxo-bussen i minutterne efter etapen.

Alle ville have forklaring på, at en af Tourens topfavoritter knækkede, første gang løbet for alvor ramte bjergene. Hele 2 minutter og 51 sekunder smed han til Froome.

- Mit store problem var, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Sikkert på grund af den allergi, jeg lider af. Jeg følte mig en smule træt i dag, hvor det var første bjergetape, siger Contador.

Tinkoff-Saxo-kaptajnen erkender, at Froome ser uhyre stærk ud, men han vil ikke erklære løbet afgjort allerede efter 10 af de i alt 21 etaper.

- Jeg har mange gange været i den position, som Froome er i nu. De gange har jeg aldrig tænkt, at løbet var overstået. Så vi vil se de næste dage, hvad der sker. Det er for tidligt at sige, at det er afgjort, siger Contador.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.