Ai Weiwei åbner for Lego-donationer til nyt protest-værk
Ai Weiwei er så utilfreds med afvisning fra Lego, at han åbner indsamling af Lego-klodser til nyt værk.
Ai Weiwei kritiserer Lego for ikke at ville sælge ham et stort parti klodser til et kunstværk, da selskabet ikke aktivt vil støtte politiske projekter. På billedet poserer han foran et af sine tidligere kunstværker, som er lavet af cykelstel.
Ai Weiwei kritiserer Lego for ikke at ville sælge ham et stort parti klodser til et kunstværk, da selskabet ikke aktivt vil støtte politiske projekter. På billedet poserer han foran et af sine tidligere kunstværker, som er lavet af cykelstel. Foto: Alastair Grant/AP


Den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei lader sig ikke stoppe af et nej fra den danske legetøjsgigant Lego, som ikke ville sælge en stor mængde klodser til Ai Weiwei i forbindelse med et kunstprojekt.

Af Ai Weiweis profil på Instagram fremgår det, at Legos afvisning af kunstneren er afsæt til et nyt projekt, hvor han vil modtage donationer af Lego-klodser i forskellige byer.

- Ai Weiwei har nu besluttet at lave et nyt værk for at forsvare ytringsfriheden og politisk kunst.

- Ai Weiwei Studio vil annoncere projektbeskrivelse og Lego-indsamlingssteder i forskellige byer, skriver han mandag på Instagram.

Her har han også postet et billede af Lego-klodser i en toiletkumme med billedteksten "Everything is awesome", som er en henvisning til titelsangen i Lego Filmen, som på dansk har titlen "Alt er super duper".

Lego har mødt kritik fra mange brugere på de sociale medier, efter at legetøjsgiganten har afvist Ai Weiweis ønske om at købe et stort parti klodser. Hos Lego vil pressechef Roar Rude Trangbæk ikke forholde sig til kritikken eller den konkrete sag.

- Men vi anerkender enhvers ret til at udtrykke sig frit. Vi hverken censurerer eller nedlægger forbud mod, at noget som helst individ bruger klodserne lige præcis på den måde, det har lyst til.

- Men det handler om, at vi som virksomhed fravælger et aktivt engagement, når vi bliver stillet over for muligheden for at deltage i projekter med en politisk agenda, siger han.

Efter at sagen kom frem lørdag i den britiske avis The Guardian, har mange brugere af sociale medier tilbudt den kinesiske kunstner deres Lego-klodser og efterlyst et sted at aflevere dem.

Klodserne skulle bruges til en udstilling senere på året på det australske museum National Gallery of Victoria.

Ai Weiwei har med direkte kritik og et stort internationalt netværk længe været en torn i øjet på Kinas politiske ledelse. I 2011 blev han anholdt og fængslet i 81 dage, hvilket blev efterfulgt af husarrest, og hans pas blev taget fra ham.

En leder i den kinesiske udgave af Global Times, som er tilknyttet det kommunistiske partis avis The Daily, har rost Lego for "at nægte at være impliceret i en politisk erklæring" og for at være motiveret af "god forretning".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.