AGF gentager sidste års succes og inviterer regionens flygtninge og børn og forældre, der normalt ikke har mulighed for at opleve en kamp i Alka Superligaen, til to hjemmekampe i Aarhus.
Det gælder årets to sidste AGF-hjemmekampe mod Lyngby og FC København tirsdag aften og 11. december.
Det sker i samarbejde med oplysningsforbundet FO-Aarhus og Dansk Socialrådgiverforening.
AGF-direktør Jacob Nielsen forventer, at omkring 400 flygtninge vil overvære tirsdagens kamp mod Lyngby fra tribunerne.
- Vi er stolte af at være en del af Aarhus - og vi ønsker at være et samlingspunkt i byen. Det gælder i mange sammenhænge.
- Vi vil gerne være med til at tage et socialt ansvar, og vi tror også på, at vi med det brand, vi har, kan være med til at gøre en positiv forskel for folk, der ikke har de samme muligheder som flertallet, siger Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.
Invitationen til regionens flygtninge til tirsdagens Lyngby-kamp har FO-Aarhus hjulpet med.
- Fællesskabet omkring en fodboldkamp kan samle folk på tværs af kulturer og sproglige barrierer.
- Og vi vil gerne med et initiativ som dette byde de flygtninge, som er i regionen, velkommen til Aarhus, siger Torben Dreier, skoleleder i FO-Aarhus.
Til årets sidste kamp mod FCK får en række udvalgte børnefamilier en sjælden mulighed for at opleve en fodboldkamp på stadion.
- Oplevelser, som mange tager for givet, har mange børnefamilier af den ene eller anden grund ikke mulighed for.
- Det kunne eksempelvis være en fodboldkamp for hele familien, og den ekstra oplevelse vil vi gerne give en række særligt udvalgte børnefamilier i Aarhus, siger Mads Bilstrup, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.
/ritzau/