Agent: Ronaldo bliver i Madrid
Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, er sikker på, at portugiseren vil slutte sin karriere i Real Madrid.
Cristiano Ronaldo har haft stor succes i Real Madrid.
Cristiano Ronaldo har haft stor succes i Real Madrid. Foto: Andres Kudacki/AP


Cristiano Ronaldo vil ifølge sin agent, Jorge Mendes, med stor sandsynlighed færdiggøre sin karriere i Real Madrid.

Mendes tror ikke på, at det er muligt for Manchester United at lokke den 29-årige portugiser til at gøre comeback i den engelske storklub efter flere måneders rygter.

- Cristiano har United tæt på sit hjerte, fordi han spillede der i seks år. Men nu tænker han på Real Madrid, og der vil han altid være. Han har det godt, siger agenten ifølge avisen Mundo Deportivo til spansk tv.

- Han er glad for at være der og har et godt forhold til præsidenten. Han har en lang kontrakt og vil indstille karrieren i Real Madrid, siger Mendes.

Agenten tilføjer, at portugiserens umiddelbare målsætning er at genvinde Champions League med Real Madrid.

Ronaldo spillede i Manchester United fra 2003 til 2009, inden han forlod den engelske storklub til fordel for Madrid.

Agenten Jorge Mendes repræsenterer også Angel Di Maria og Radamel Falcao, der denne sommer er skiftet til United fra henholdsvis Real Madrid og Monaco. Falcao på en lejeaftale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.