Afrikanere tiltalt for drabsforsøg i Odense
Tre mænd er tiltalt for drabsforsøg på en mand i Vollsmose i hidtil mørklagt sag. To af dem er brødre.
To af mændene er brødre på 35 og 23 år fra Nordafrika, men bosiddende i Frankrig.
To af mændene er brødre på 35 og 23 år fra Nordafrika, men bosiddende i Frankrig. Foto: Colourbox/free


Detaljer fra en mørklagt sag om drabsforsøg i Vollsmose ser nu dagens lys.

Tre mænd er tiltalt for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Der er tale om en halvautomatisk pistol af mærket Crvena Zastava med tilhørende ammunition, som mændene var i besiddelse af, hævder anklagemyndigheden.

Drabsforsøget er ifølge anklageskriftet sket fra en personbil i Odense 11. februar i år omkring klokken 11.30.

En af de tiltalte rettede en pistol mod en person og affyrede et skud, lyder anklagen. Offeret undveg, og da en af de tiltalte igen trykkede på aftrækkeren, sad kuglen fast, hævder anklagemyndigheden.

To af mændene er brødre på 35 og 23 år fra Nordafrika, men bosiddende i Frankrig, oplyser advokat Mette Grith Stage til Ritzau.

Hun er forsvarer for den yngste bror, som nægter sig skyldig i anklagen om drabsforsøg i Vollsmose og ulovlig våbenbesiddelse.

- De to brødre havde et fuldstændig legalt ærinde i landet, siger forsvareren til Ritzau.

Brødrene er tiltalt for sammen med en tredje 30-årig mand at aftale og planlægge drabet på en herboende mand af arabisk afstamning, oplyser forsvareren.

Det er angiveligt den 30-årige mand, som stillede en bil til rådighed under drabsforsøget.

Det er uvist, hvordan den ældste bror og den 30-årig mand forholder sig til tiltalen.

Retssagen mod de tre begynder ved Retten i Odense til januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.