Afrika støtter Blatter før Fifa-valg
Det afrikanske fodboldforbund, CAF, ønsker, at Sepp Blatter får lov til at fortsætte som præsident i Fifa.
Det afrikanske fodboldforbund, CAF, ønsker, at Sepp Blatter fortsætter som Fifa-præsident.
Det afrikanske fodboldforbund, CAF, ønsker, at Sepp Blatter fortsætter som Fifa-præsident. Foto: Peter Morrison/AP


Mens mange fodboldledere ønsker Sepp Blatter udskiftet som præsident for det internationale fodboldforbund, Fifa, så har schweizeren fortsat en del trofaste støtter.

Det afrikanske fodboldforbund, CAF, bekræfter tirsdag på en generalforsamling i Kairo, at Afrika står bag den 79-årige schweizer i forbindelse med det kommende præsidentvalg i Fifa den 29. maj.

Blatter bliver ved den lejlighed udfordret af den tidligere portugisiske stjernespiller Luis Figo, hollænderen Michel van Praag og den jordanske prins Ali Bin Al Hussein.

- Kære Sepp, Afrika er trygge ved dig. Afrika bliver hos dig, sagde CAF-præsident Issa Hayatou fra talerstolen.

Sepp Blatter har længe haft en stor stjerne i de afrikanske lande.

I juni sidste år fortalte Issa Hayatou, at samtlige 54 lande i Afrika bakker op om schweizeren. Det blev i september fulgt op af en opfordring om at stemme på Blatter ved præsidentvalget.

- Hans arbejde til fordel for Afrika taler for ham. For os er han stadigvæk den rette mand.

- Gennem tiden er du ikke blot blevet en partner, vi kan stole på, men også en ven af Afrika. Og i Afrika er vi hurtige til at takke vores venner og tilbyde dem det, som de fortjener, sagde CAF-præsidenten dengang.

Sepp Blatter har været præsident i Fifa siden 1998. I schweizerens periode i spidsen for Fifa har Afrika blandt andet afholdt VM for første gang i kontinentets historie. Det skete for fem år siden i Sydafrika.

Blatter har desuden flere gange talt varmt for, at Afrika burde være repræsenteret med flere lande ved VM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.