Afhopper sender Bandidosrockere bag tremmer
Fem mænd fra Bandidos er torsdag blevet idømt fængselsstraffe. Et tidligere medlem har vidnet i sagen.
Fem personer med relation til rockergruppen Bandidos er torsdag blevet kendt skyldige ved Østre Landsret i Nykøbing Falster.
Fem personer med relation til rockergruppen Bandidos er torsdag blevet kendt skyldige ved Østre Landsret i Nykøbing Falster. Foto: Kuzmafoto.com/Colourbox


Fem personer med relation til rockergruppen Bandidos er torsdag idømt fængselsstraffe ved Østre Landsret i Nykøbing Falster.

Det skriver Folketidende.

Sagen drejer sig om vold, våben, afpresning, trusler, hash og kokain.

Dommen falder, efter at en frafalden rocker fra gruppen har valgt at fortælle politiet om sine tidligere klubkammeraters kriminelle aktiviteter.

Tre af de tiltalte fik stadfæstet deres domme fra byretten. Det vil sige fem års fængsel til den 41-årige Benny Haugstrup Pedersen, tre års fængsel til den 50-årige Flemming Ernst og et år og tre måneders fængsel til en 25-årig.

De resterende to fik skærpet deres straffe. 34-årige Per Allan Reenberg gik op fra to år og seks måneders fængsel til tre års fængsel. En 36-årig mand idømmes halvandet års fængsel, skriver Folketidende.

Den 36-årige blev ellers frifundet i byretten.

Ifølge avisen krævede anklager Emil Folker, at de to sidstnævnte, der i et stykke tid har været på fri fod, blev sat i varetægt. Men det afviste landsretten.

Advokat André Rouvillain, der er forsvarer for Benny Haugstrup Pedersen, er utilfreds med, at landsretten vægtede det tidligere medlems forklaring så højt.

Vidnet er tidligere blevet dømt for en række forbrydelser. Netop derfor mener André Rouvillain, at vidnets troværdighed er svækket.

- Vores grundlæggende synspunkt er, at han kan opnå en straffemæssig rabat for sig selv ved at fortælle om andre. Det er ikke særlig troværdigt, mener vi, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.