Afhørt Platini har politisk opbakning i hjemlandet
Platini er kommet i modvind, men ikke i Frankrig, efter at han er blevet afhørt om millionbetaling fra Fifa.
Afgående Fifa-præsident Sepp Blatter (tv.) og Uefa-præsident Michel Platini hilser på hinanden ved det seneste Fifa.
Afgående Fifa-præsident Sepp Blatter (tv.) og Uefa-præsident Michel Platini hilser på hinanden ved det seneste Fifa. Foto: Patrick B. Kraemer/AP


Fredag kom det frem, at Michel Platini, præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), har modtaget en millionbetaling fra den anklagede Sepp Blatter, der står i spidsen for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Blatter stopper som Fifa-præsident til februar grundet sin indblanding i den verserende Fifa-skandale, og Platini forsøger at blive hans efterfølger, men den franske fodboldlegende er nu blevet blandet ind i Fifa-stormvejret grundet betalingen fra 2011.

Det har fået myndighederne til at afhøre Platini om, hvorfor han skulle have de to millioner schweizerfranc (13,7 millioner kroner, red.) af Fifa.

Uefa-præsidenten har forklaret sig og bedyrer sin uskyld, og i hjemlandets regering er der fortsat opbakning til den tidligere stjernespiller.

- Vi er heldige at have Michel Platini, som var en stor sportsmand, og som nu er en fantastisk leder i toppen af Uefa. Jeg har fuldstændig tillid til ham, siger Frankrigs premierminister, Manuel Valls, ifølge dpa.

Platini hævder, at betalingen er helt efter bogen i forhold til et stykke arbejde, han på kontrakt har udført for Fifa.

Franskmanden er lige nu en af tre kandidater til at overtage præsidentposten i Fifa til februar, og han nævnes i medierne som den store favorit til valget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.