Ærgerlige danskere: Ville gerne have taget målmanden ud
Hvis stillingen 2-3 havde holdt blot et par minutter mere, kunne Danmark have satset alt mod russerne.
Emil Kristensen brækker staven i et slagskud i første periode. Trods en god indsats tabte Danmark med 2-5 til Rusland.
Emil Kristensen brækker staven i et slagskud i første periode. Trods en god indsats tabte Danmark med 2-5 til Rusland. Foto: Jan Korsgaard/free


Ishockeylandsholdet pressede storfavoritten Rusland i tredje periode, og havde danskerne holdt stand et par minutter yderligere, kunne det være blevet rigtigt spændende i onsdagens VM-kamp i Tjekkiet.

Hvis stillingen 2-3 havde holdt lidt længere, ville danskerne have taget målmand Sebastian Dahm ud og dermed satset alt på udligningen til sidst. Inden de nåede så langt, scorede russerne dog to hurtige mål og sikrede 5-2-sejren.

- Mod en meget stærk modstander spillede vi en virkelig god kamp. Spillerne leverede en lysende indsats. Synd, at vi ikke fik chancen for at tage målmanden ud og presse dem hele vejen. Det havde været sjovt, siger landstræner Jan Karlsson.

Samme følelse står kaptajn Morten Green med bagefter.

- Det mest logiske havde været at spare kræfter og lægge sig ned og dø, men vi ville gerne give det chancen.

- Vi var tæt på helt til det sidste. Det var godt, men ikke helt godt nok. Russernes 4-2-mål gjorde ondt. Vi ville gerne have holdt 3-2 lidt længere, så vi måske kunne have taget målmanden ud og satset alt, siger Green.

Et dansk point i den kamp havde været lidt af en sensation, og danskerne gjorde, hvad de kunne mod overmagten.

I den sidste ende rakte det altså ikke helt.

- Det er træls, men det var også et godt hold, vi mødte. Vi spillede 55 gode minutter, siger backen Emil Kristensen.

- Vi var alle sammen dybt skuffede efter præstationen mod Hviderusland, for den var ikke i orden. Det var godt at få lidt oprejsning, men vi fik jo ingen point, konstaterer Kristensen.

Danmark holder nu kampfri torsdag, inden USA venter fredag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.