Ældresagen: Flytning af ældremilliard spolerer humøret
Det er ofte de svage ældre, der mærker det, når kommunerne skal spare, mener Ældresagen.
Ældresagens underdirektør, Michael Teit Nielsen, er bekymret over, at ældremilliarden ikke længere er øremærket de ældre med den nye aftale for kommunernes økonom.
Ældresagens underdirektør, Michael Teit Nielsen, er bekymret over, at ældremilliarden ikke længere er øremærket de ældre med den nye aftale for kommunernes økonom. Foto: Colourbox/free


Det var til stor glæde for Ældresagen, at sundhed og ældrepleje var et tema for de fleste partier under valgkampen.

Men organisationen er skuffet over, at regeringen nu har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL), hvor den såkaldte ældremilliard ikke længere øremærkes, men flyttes til kommunernes bloktilskud.

- Vores gode sommerhumør bliver jo noget spoleret af, at vi kan se nogle temmelig sorte udsigter, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældresagen.

- Vi er faktisk bekymrede. Nu gik vi under valgkampen og var så glade, fordi der var enighed blandt så mange partier om at ældre og sundhed er kernevelfærd, som virkelig skal have et løft.

Regeringen og KL indgik for nylig en aftale om kommunernes budget for 2016, hvor det blandt andet fremgår, at den såkaldte ældremilliard flyttes fra at være øremærket til de ældre til at indgå som en del af kommunernes bloktilskud.

- Der er et soleklart behov for flere midler til ældre og sundhedsområdet. Det er jo også derfor, partierne under valgkampen udvalgte netop det område og sagde, at her skulle prioriteres flere midler, siger Michael Teit Nielsen.

- Det, man nu risikerer med hele øvelsen, er, at vælgerne i 2016 tænker tilbage på alle de flotte, smukke løfter om kernevelfærd. Men når de ser ud i virkeligheden, kan de se, at der ikke er sket noget som helst. Måske er det tværtimod blevet værre.

Spørgsmål: Er kommunerne ikke de bedste til at vurdere, hvordan de bruger deres egne midler?

- Jo i princippet. Men de seneste år har vi bare set, at når kommunerne skal prioritere hårdt, og når Finansministeriet nærmest lægger dem i økonomisk benlås, er det som regel på ældreområdet, der er det nemmeste sted at spare.

- Det er ofte de svage ældre, der kommer til at betale prisen, fordi de er forsagte og taknemmelige, og de piber ikke særlig meget, fordi de frygter, at så bliver hjælpen helt taget fra dem, siger underdirektør Michael Teit Nielsen fra Ældresagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.