Ældre udsætter andre ældre for diskrimination
Ifølge Ældresagen får folk i 60'erne at vide, at de er for gamle til at leve i bofællesskaber for seniorer.
Ifølge Ældresagen ringer mellem fire og seks ældre hver uge og klager over, at de ikke kan få plads i bofællesskaber for seniorer. Forklaringen er, at de er for gamle. Arkivfoto.
Ifølge Ældresagen ringer mellem fire og seks ældre hver uge og klager over, at de ikke kan få plads i bofællesskaber for seniorer. Forklaringen er, at de er for gamle. Arkivfoto. Foto: OLE BUNTZEN/POLFOTO


Hver uge ringer fire til seks ældre ifølge Kristeligt Dagblad til Ældresagen og klager over, at de ikke kan blive optaget i bofællesskaber for seniorer. Begrundelsen er angiveligt, at de er for gamle, selvom de ofte blot er midt i 60'erne.

Faktisk hersker der en uskreven aldersgrænse på 60 år, forklarer Ældresagens chefkonsulent Margrethe Kähler, der tager imod mange af opkaldene, og som gennem flere år har arbejdet med netop bofællesskaber for seniorer.

Hun kalder praksissen for regulær aldersdiskrimination og oplever, at problemet har været støt stigende de senere år.

- Der er flere og flere ældre, der bor alene og derfor søger et bofællesskab. Samtidig hersker der blandt mange ældre et stærkt fokus på at leve aktivt, og der passer de potentielt svækkede dårligt ind. Men det er jo dybt uretfærdigt, for rigtig mange ældre i dag er jo funktionsmæssigt mindst 10 år yngre end deres kronologiske alder, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Der findes i dag cirka 350 seniorbofællesskaber mod blot 10 i 1980'erne. En tredjedel af dem er andels- eller ejerboliger, hvor man frit kan sætte begrænsninger. Resten er almene boliger drevet gennem offentlig støtte, og her er det ikke rimeligt med så rigide og utidssvarende aldersgrænser, mener Margrethe Kähler.

At de alligevel eksisterer, overrasker ikke lektor Karen Munk fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet. For ifølge hende er det en skrøne, at man skulle blive mere tolerant og solidarisk med alderen.

- Nu skal folk endelig i gang med at nyde friheden og de opsparede midler og måske hjælpe børn og børnebørn, og så er det at føle sig moralsk lænket fast til en svagelig nabo noget af det værste, der kan ske.

- Er det ægtefællen eller en nær ven, er det en anden sag, men jeg synes egentlig, det er rimeligt nok, at man ikke vil bruge sin alderdom på at tage sig af en vildt fremmed, siger Karen Munk til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.