Ældre efterlades oftere med fyldte bleer: "Det er ikke i orden"
Andelen af ældre, der må besørge i ble, er stærkt stigende, skriver Politiken.
Det sker oftere og oftere, at ældre må bruge deres ble i stedet for at komme på toilettet. Arkivfoto.
Det sker oftere og oftere, at ældre må bruge deres ble i stedet for at komme på toilettet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Det sker oftere og oftere, at ældre på plejehjem må bruge ble, når de skal forrette deres nødtørft. Det skriver Politiken der i samarbejde med fagforeningen FOA har foretaget en større undersøgelse.

Ifølge avisen svarer mere end hver tredje adspurgte medarbejder på et plejehjem, at det sker dagligt eller en til flere gange om ugen, at ældre går for længe med ble.

En tredjedel oplever det samme, når det kommer til at hjælpe beboere med at komme på toilettet, men hvor der i stedet må henvises til at bruge en ble.

- Det er ikke i orden at henvise til at bruge en ble, hvis personen ønsker at komme på toilettet med hjælp, siger sektorformand i FOA Karen Stæhr til Politiken om undersøgelsesresultaterne.

Undersøgelsen viser samtidig, at antallet af medarbejdere, der oplever at ældre går for længe med ble eller ikke kan få hjælp til at komme på toilettet, er fordoblet siden den seneste undersøgelse i 2013.

Halvdelen af de adspurgte fortæller, at de mener, at forudsætningerne for at yde en tilfredsstillende pleje er gode eller meget gode. Det er et skarpt fald fra undersøgelsen i 2013, hvor to tredjedele svarede det samme.

Hos Venstre finder Sundheds- og ældreminister Sophie Løde resultaterne utilfredsstillende og konkluderer, at "noget ikke hænger sammen".

Undersøgelsen er foretaget at Politiken Research i samarbejde med FOA. 1400 medarbejdere på plejehjem fordelt på 97 kommuner har svaret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.