Avisen.dk bragte tidligere i dag en historie om, at Johnny Nim fra Det Faglige Hus som privatperson er i færd med at tilbagekøbe 10 ferielejligheder i Tyrkiet efter boet efter håndboldklubben AG Københavns konkurs.
Af en kuratorredegørelse fremgår det, at boet er ved at lave en aftale om køb af de ti lejligheder.
Til Avisen.dk oplyste advokat Jan Wittenborn der bistår kurator Nete Weber, at det var Johnny Nim, som var køberen.
Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Det Faglige Hus oplyser advokat Jan Wittenborn nu, at dette ikke er korrekt.
”Det er ikke Johnny Nim, som vi forhandler med”, lød det mandag fra Jan Wittenborn.
Det er ikke lykkedes Avisen.dk selv at få kontakt til Jan Wittenborn eller kurator Nete Weber i dag. På den baggrund har Avisen.dk valgt at fjerne historierne.