Pas på - der er voldsom regn og torden på vej i nat, lyder DMI's advarsel til jyderne.
Mellem midnat og klokken 6 lørdag morgen kan der falde kraftig regn i voldsomme mængder i Midt- og Vestjylland, Nordjylland, Silkeborg og Randers, skriver DMI på deres hjemmeside.
Dermed er der risiko for, at lavtliggende områder bliver oversvømmet, og der kan opstå farlige situationer i trafikken på grund af meget vand på kørebanen. Der er også risiko for oversvømmede kældre.
Regnen kommer i følgeskab med en ordentlig omgang torden, hvilket giver risiko for lynnedslag og nedbrud i elektriciteten.