Adam Johnson appellerer dom for sex med mindreårig
Den engelske fodboldstjerne Adam Johnson har valgt at appellere dommen på seks års fængsel for sex med 15-årig
Adam Johnson håber på en nedsat fængselsstraf, efter at han tirsdag har appelleret dommen på seks år bag tremmer.
Adam Johnson håber på en nedsat fængselsstraf, efter at han tirsdag har appelleret dommen på seks år bag tremmer. Foto: Peter Byrne/AP


Den tidligere Sunderland-spiller Adam Johnson har appelleret den straf på seks års fængsel, som han i marts blev idømt for at have dyrket sex med en 15-årig fan - vel vidende at hun var under den seksuelle lavalder.

Appellen bekræftes på Facebook-siden "Adam Johnson's Appeal Fight", som administreres af hans søster.

- Adams appel imod dommen er nu blevet indgivet. Tak for jeres støtte alle sammen. Det betyder meget, står der på siden.

Johnson blev fyret fra sin klub Sunderland i februar, da spilleren gik til bekendelse og indrømmede, at han havde dyrket sex med den 15-årige pige.

Dermed røg hans kontrakt, der angiveligt indbragte ham i omegnen af 550.000 kroner om ugen.

28-årige Adam Johnson indledte karrieren i Middlesbrough og kom siden til Manchester City, inden han i 2012 skiftede til Sunderland.

Han er noteret for 12 landskampe og to mål for England.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.