Hænderne skal vaskes med sæbe, hver gang du har lavet bimmelim eller bummelum. Det lærer de fleste helt fra små, men mange glemmer det åbenbart igen, når de bliver voksne.
Hver femte dansker vasker ikke hænder med sæbe, når de har tisset, og en ud af tyve lader endda sæben ligge, når de har haft afføring. Det skriver Søndagsavisen på baggrund af en undersøgelse fra Yougov.
Især mændene sløser med håndhygiejnen, viser undersøgelsen. Mange mænd finder det åbenbart ikke nødvendigt med sæbe, efter de har haft tissebørgen i hænderne - men faktisk bør vi altid vaske hænder med sæbe, når vi har været på toilet eller rørt os i kønsområdet, lyder det fra læger og eksperter.
- Bakterier findes i store mængder på huden omkring endetarmen og – i mindre grad – ved kønsdelene. Vaskes hænderne ikke med sæbe, risikerer man at overføre tarmbakterier og virus via hænderne, og det kan give sårinfektioner, maveonde, leverbetændelse og andre ubehagelige ting, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, til Søndagsavisen.