Reglerne på kontanthjælpsområdet er efterhånden så indviklede, at både kommunens ansatte og borgerne farer vild i regel-junglen. Der er brug for at svinge øksen og forenkle tingene, mener Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening.
Udvalget står bag et udspil, der i dag præsenteres for offentligheden. Det indeholder anbefalinger til, hvordan regeringen kan mindske ledigheden og sikre, at danske virksomheder ikke kommer til at mangle arbejdskraft.
Og der er altså behov for at revidere systemet og gøre det mere gennemskueligt:
- En af grundstenene i den danske velfærdstat er et fintmasket socialt sikkerhedsnet, og det skal vi holde fast i. Men det eksisterende kontanthjælpssystem har snart 40 år på bagen og har med tiden forgrenet sig, så det i dag rummer en lang række forsørgelsesydelser og satser, som gør det til et uoverskueligt vildnis. I dag findes der hele 15 forsørgelsesydelser og over 75 kombinationer af ydelser. Og alene for uddannelses- og kontanthjælp er der 20 satser, forklarer Jacob Bundsgaard.
- Det er først og fremmest et problem, fordi det spærrer for, at økonomiske incitamenter kan virke hensigtsmæssigt. Incitamenter virker kun, hvis de er enkle og forståelige for borgerne, hvilket ikke er tilfældet i dag. Det undergraver også borgernes retssikkerhed, når de ikke kan gennemskue, om de får den rigtige ydelse.
Kritikere af det nye udspil frygter, at KL i virkeligheden er ude på at skære i ydelserne. Men det afviser Jacob Bundsgaard:
- Vi går ind i det her for at anbefale et initiativ, der kan medvirke til at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Men udspillet indeholder ikke forslag om at sætte ydelserne ned.