Aalborg-træner: Vi har fået selvtilliden tilbage
Kampens afgørende deltalje var ikke indøvet, fastslår Aalborg-træner Jesper Jensen efter sejr over Aarhus.


Selvtilliden er tilbage i Aalborg Håndbold efter en periode med blandede resultater.

Det kunne man ifølge træner Jesper Jensen se, da holdet torsdag aften afgjorde kampen mod Aarhus Håndbold med et uvente og genialt vip på tværs af banen 15 sekunder før tid til stillingen 27-25. Kampen endte 27-26.

- Det var overhovedet ikke indøvet, det var spillernes eget valg. Det er der, hvor man kan se, at vi har fået mere selvtillid i posen, for det har vi manglet. Vi scorer jo på fire eller fem vip i dag.

- Den manglende selvtillid har gjort, at vi før har tabt nogle tætte slutfaser. I dag var det så vores tur, og vi havde lidt stolpe ind. Det kommer også i perioder, og det var rart, at vi fik trukket sejren hjem i dag. Det var meget, meget vigtigt, siger Jesper Jensen.

Han påpeger også, at tilgangen af playmakeren Chris Jørgensen har været med til at give overskud på holdet.

Sejren over Århus Håndbold var den anden i træk for nordjyderne. Allerede midtvejs i første halvleg var den godt på vej med en 11-6-føring, før kampen tippede over til hjemmeholdets fordel i en lang periode.

- Vi fik nogle uheldige udvisninger mod os, og vi havde nogle angreb, hvor vi ikke fik afsluttet ordentligt. Så efter tre kontraangreb var de pludselig oppe tæt på os igen. Derfor blev det en helt ny kamp, siger Jesper Jensen.

Undervejs viste den tidligere topspiller på trænerbænken stor utilfredshed over dommerkendelserne i kampen, som ifølge Jesper Jensen gik Aalborg imod.

- Jeg kunne bare ikke finde dommerlinjen i dag. Det stod jeg også og snakkede med dommerne om efter kampen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle råde mine spillere til, for identiske situationer i hver sin ende kunne gå hver sin vej, siger Jesper Jensen.

Med sejren kravler Aalborg forbi GOG og er nummer seks i Boxer Herreligaen efter 16 spillerunder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.