AaB-profiler: Det bliver svært at genvinde mesterskabet
Det ser efterhånden umuligt ud for AaB at genvinde mesterskabet. De har nu 16 point op til førstepladsen.


AaB var flyvende i sidste sæson, hvor holdet endte med både at vinde Superligaen og pokalturneringen, men i denne sæson har det ikke været samme dans på roser for nordjyderne. Søndag tabte mestrene 0-2 ude til topholdet FC Midtjylland, og det betyder, at AaB nu har 16 point op til førstepladsen.

- Muligheden for at genvinde mesterskabet ser desværre ud til at være forduftet. FC Midtjylland bliver for svære at indhente, og derfor er førstepladsen ikke vores mål lige nu.

- Vi vil stadig gerne blande os i toppen, og vi må prøve at indhente nogle af de andre, så vi alligevel kan være med, hvor det er sjovt, siger AaB's landsholdsspiller Nicolaj Thomsen.

AaB ligger på femtepladsen i Superligaen, hvor klubben har seks point op til Randers på andenpladsen, som er nærmeste forfølger til FC Midtjylland.

- Førstepladsen er meget langt væk lige nu. Man skal være blind for ikke at kunne se, at FC Midtjylland står meget stærkere end os. Der er mange hold foran os, som vi skal indhente før FC Midtjylland, og det er vores opgave nu, siger Kenneth Emil Petersen.

AaB's midtbaneprofil Kasper Risgård er ærgerlig over, at AaB-holdet ikke har spillet bedre, men erkender, at holdet ligger som fortjent.

- Vi vil gerne op og være med, hvor det sjove sker, men vi må være ærlige og sige, at vores spil ikke har berettiget til, at vi kan ligge deroppe, siger Kasper Risgård.

Risgård er ikke i tvivl om, hvem der vinder Superligaen i denne sæson.

- FC Midtjylland bliver danske mestre. De fører med 10 point ned til andenpladsen, og selvom de dummede sig sidste år, så tror jeg ikke, de smider forspringet igen. De er blevet bedre, klogere og ældre, og det er fuldt fortjent, at FC Midtjylland ligger, som de gør, siger Risgård.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.