A-kasse frygter sjuskede dagpengeløsninger
Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) udmelding om et nyt dagpengesystem fra 1. januar 2016 risikerer at presse halve løsninger igennem.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er flere end 40.000 personer faldet ud af dagpengesystemet siden januar 2013 som konsekvens af de ændringer far dagpengeperioden og genoptjeningsretten, som de daværende regeringspartier Venstre og Konservative aftalte med Dansk Folkeparti i 2010. Det Radikale Venstre stemte for forslaget.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er flere end 40.000 personer faldet ud af dagpengesystemet siden januar 2013 som konsekvens af de ændringer far dagpengeperioden og genoptjeningsretten, som de daværende regeringspartier Venstre og Konservative aftalte med Dansk Folkeparti i 2010. Det Radikale Venstre stemte for forslaget. Foto: Colourbox/free


Regeringen kan næppe nå at gøre en skudsikker dagpengereform klar til start fra 1. januar 2016.

Sådan lyder det fra Knud Grøngaard, formand for a-kassen FTF-A med 137.000 medlemmer, der tæller politibetjente, bankansatte, socialrådgivere og skuespiller.

- Vi har set gang på gang, at en lov bliver vedtaget, og så skal den implementeres få måneder efter. Det skaber en utrolig stor arbejdsbyrde hos os, fordi vi skal være sikre på, at vi behandler medlemmerne ordentligt under de nye regler. Vi synes faktisk, det er et meget stort problem, siger han til Newspaq.

Knud Grøngaard og FTF-A's udmelding kommer i kølvandet Socialdemokraternes kongres i Aalborg i weekenden, hvor formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt varslede en reform af dagpengesystemet. Samtidig offentliggjorde hun, at hun havde bedt dagpengekommissionen fremrykke sin betænkning fra 2016 til september 2015.

FTF-A's medlemmer er blandt de 40.000, der indtil videre er faldet ud af systemet efter halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år. Og derfor er det tiltrængt, at regeringen vil skabe forandringer, mener a-kasse-formanden.

Men en tidshorisont på tre-fire måneder fra dagpengekommissionens betænkning til reformen skal træde i kraft er for kort. A-kasserne skal bruge en længere høringsfrist for at kunne tage stilling til regeringens forslag.

- Jeg kan ikke lade være med at være temmelig bekymret for statsministerens tidsplan for implementering af et nyt dagpengesystem. Hun forestiller sig, at det kan nås til årsskiftet 2015-2016. Det er helt urealistisk i forhold til kommissionens deadline og risikerer at ende i lovsjusk, som igen sætter vores medlemmer i en usikker situation. Gør det nu ordentligt fra starten af, siger han.

Bekymrede panderynker er der dog ingen af hos arbejdsmarkedsforsker professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. Han har tillid til, at dagpengekommissoriet, der består af fem eksperter og fire medlemmer fra arbejdsmarkedets parter, vil komme med fornuftige anbefalinger til regeringen.

- Det er garvede folk, der har beskæftiget sig med emnerne i årtier. Jeg er overbevist om, at de har en god forestilling om, hvordan et nyt system skal se ud. Og jeg tror, de kommer med flere forskellige modeller, som man kan vælge imellem. Og der er masser af kombinationsmuligheder, siger han.

Det mellemliggende folketingsvalg, der skal være afholdt seneste 14. september næste år, skaber dog uvished om, hvorvidt Dagpengekommissionens betænkninger kan samle politisk klangbund på det fremtidige Christiansborg.

Men under alle omstændigheder er tiden løbet fra det nuværende dagpengesystem. Det bør gøres mere fleksibelt, mener Flemming Ibsen.

De økonomiske vismænd har foreslået af lade dagpengeperiodens længde bestemme af de økonomiske konjunkturer. Men en løsning kunne ifølge arbejdsmarkedsforskeren også være en differentieret model, hvor nogle faggrupper får en lavere sats til gengæld for en længere dagpengeperiode - og omvendt.

- Et af problemerne med det nuværende system er, at man har den samme maksimale dagpengeydelse, som rammer de højtlønnede utrolig hårdt. Man kunne godt lave forskellige modeller med forskellige maks-satser og perioder. Andre modeller er en konjunkturbestemt dagpengeperiode eller trappemodeller, hvor dagpengesatsen gradvist bliver nedtrappet. Der er masser muligheder, og jeg tror hurtigt, man kan komme med et udspil, siger han.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.