Når hele eller dele af ferien er blevet tilbragt i sygesengen, gør mange danskere ikke brug af deres ret til erstatningsferie.
Kun en tredjedel af de danskere, der har været syge i ferien, kender til eller gør brug af reglerne om kompensation. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte, skriver Ekstra Bladet.
Det er overraskende, mener leder af Deloittes Løn Service Maria Bjerg Pedersen, for reglerne har eksisteret i mange år. Hun tror, at den manglende brug af retten skyldes, at mange føler, at det er dårlig stil at bede om en erstatningsferie.
- Mange steder ser vi, at der er en usagt forståelse mellem arbejdsgiver og medarbejder om, at sygdom under ferien er noget, man bider i sig uden at få kompensation, siger Maria Bjerg Pedersen til Ekstra Bladet.
Hun bakkes op i den argumentation af Bent Greve, der er professor ved Arbejdslivsstudier på Roskilde Universitet. Han peger også på, at mange ikke kender reglerne, eller synes at de er for besværlige. Ikke desto mindre, er det vigtigt at stå på sin ret.
- Det er vigtigt at få holdt sin ferie, så man er frisk og klar på sit arbejde efter ferien, og så man undgår stress senere hen, siger Bent Greve til Ekstra Bladet.
- Du har ret til erstatningsferie fra sjette sygedag i ferieåret, og det gælder alle fem ferieuger.
- Du skal huske at anmelde korte sygdomsperioder i f.eks. efterårs-, jule- og vinterferien, så det samlede antal sygedage bliver registreret.
- Du skal selv melde din sygdom til din arbejdsgiver. Husk en lægeerklæring for at dokumentere din sygdom.
- Bliver du syg i udlandet, kan en lægeerklæring eller sygehusjournal bruges som dokumentation.
Kilde: Ekstra Bladet
UDVID