I dag er det præcis 75 år siden, at Danmarkshistorien blev ændret og de første tipskampe blev afviklet.
Det var et stort øjeblik, fordi pengespil i almindelighed var ulovligt før det.
Tæt på hveranden dansker tippede og i dag udkommer bogen "Tips til jeg dør" om den største, danske tipsmillionær.
- Det bliver aldrig som i gamle dage, hvor alle tippede og så fodbold i TV fra de engelske mudderpøle. Nu kan du spille på hvad som helst når som helst. Men jeg holder stadig fast i min tips med drengene. Jeg kan ikke undvære det, bare spørg min kone. Jeg spiller tips, til jeg dør, siger Anders Graae blandt andet i bogen.
Anders Graae er ifølge bogen Danmarks største tipsmillionær og i videoen lige herunder kan du se hans reaktion, da han vandt fem millioner kroner ved at tippe.
"Tips til jeg dør" er ifølge pressemeddelelsen en opsigtsvækkende historie om dengang, danskerne for alvor opdagede spændingen ved at spille på sport. Det skabte en årtier lang tipsfest, hvor halvdelen af befolkningen jagtede milliondrømmen uge efter uge, og hvor tipskonger, millionærer, svindlere og magtfulde samfundsaktører lukrerede på de hidtil usete pengesummer, spillet genererede.
Bogen er skildringen af et forunderligt fænomen, der begyndte i efterkrigstiden, toppede i 80’erne og smuldrede i 90’erne. Den skildrer debatten om moral versus økonomi, i hvor høj grad et mål bør hellige et middel, og hvordan det første spil trækker tråde helt frem til det samfund, vi kender i dag.
Og så får du altså også Anders Graaes personlige historie i bogen, som du kan købe lige her.