81-årig mand frygtes omkommet i rækkehusbrand i Virum
En person er omkommet i en brand i et rækkehus i Virum. På adressen bor en 81-årig mand.


En 81-årig mand frygtes omkommet i en brand fredag formiddag i et rækkehus i Virum. Politiet har fundet en død person, efter at brandfolk havde slukket branden, skriver Lokalavisen.

Nordsjællands Politi fik meldingen om branden på Tornebakken klokken 10.05.

Røgdykkere fandt en død person i huset, da branden var slukket, men den omkomne er endnu ikke identificeret.

På adressen bor en 81-årig mand, og et ligsyn skal nu fastslå, om huset beboer er omkommet i flammerne.

Årsagen til branden er endnu uvis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.