61-årig dræbt i Nordjylland: 30-årig søn anholdt
Kvindes mand ringede til politiet og fortalte, at hendes søn havde slået kvinden ihjel i Sulsted.


En kvinde på 61 år er tidligt lørdag morgen blevet dræbt i sit hjem i Sulsted nord for Nørresundby.

Hendes 30-årige søn blev anholdt lørdag og er siden blevet sigtet for manddrab på kvinden i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. I grundlovsforhøret erkender manden sig skyldig, oplyser senioranklager Anette Abildgaard.

Drabet er begået i en ejendom på Sigurd Hoels Vej, hvor kvinden, hendes mand og kvindens søn bor. Sønnen er også sigtet for forsøg på manddrab på kvindens mand. Også det erkender han sig skyldig i.

Det var ved 03.30-tiden, at den 61-årige kvindes mand ringede til politiet og fortalte, at hans stedsøn havde dræbt sin mor.

- Vi sendte straks en patrulje ud, siger vagtchef Michael Elkjær i Nordjyllands Politi.

Da betjentene nåede frem, fandt de kvinden liggende død i stuen.

Hendes søn var også til stede, og anholdelsen af ham foregik uden dramatik, hedder det i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Teknikere og efterforskere undersøger lørdag morgen gerningsstedet, og der skal også holdes ligsyn på stedet.

Den 30-årige mand er efter grundlovsforhøret fængslet frem til 4. oktober. Han er fængslet i såkaldt surrogat på psykiatrisk sygehus, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Senioranklager Anette Abildgaard oplyser, at drabet er sket mellem midnat og klokken 03.30. Omstændighederne omkring drabet kendes ikke, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.