60-årig kvinde udsat for grov voldtægt
En 60-årige kvinde fik enten bidt eller skåret sin brystvorte af under en særdeles grov voldtægt i Odense.
En 60-årig kvinde har været udsat for en særdeles grov voldtægt i Odense.
En 60-årig kvinde har været udsat for en særdeles grov voldtægt i Odense. Foto: Kristian Kirk Mailand/Maimento/Colourbox


En 60-årig kvinde blev fredag og natten til lørdag udsat for en særdeles grov voldtægt og mishandling i sit hjem i Odense. Fyns Politi har nu offentliggjort sigtelsen mod en 55-årig mand, som er varetægtsfængslet i sagen.

Den 55-årige mand er sigtet for, at han fra klokken 18 fredag til klokken 04.30 lørdag på en adresse i Odense at have taget kvælertag på den 60-årige kvinde og voldtaget hende.

Sigtelsen lyder også på, at den 55-årige har "slået og mishandlet hende, hvorved hun blandt andet fik punktformede blødninger i øjnene, brækket brystben og ribben, den venstre brystvorte bidt eller skåret af, den højre brystvorte delvist bidt eller skåret af".

Kvinden havde blodudtrædninger i ansigtet og på halsen, alt hvorved hun mistede bevidstheden og var i potentiel livsfare, oplyser Fyns Politi.

Politiet kalder det en "grov voldtægt", og søndag blev den 55-årig mand varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Svendborg.

- Manden er fængslet som begrundet mistænkt for voldtægt af særlig farlig karakter eller under i øvrigt skærpende omstændigheder, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Fyns Politi oplyser søndag, at varetægtsfængslingen skete i et grundlovsforhør bag såkaldt dobbeltlukkede døre, så politiet må ikke give oplysninger om sigtelsen.

Politiet oplyser mandag, at døren alligevel stod på klem for offentligheden, da manden blev fængslet, og derfor offentliggøres sigtelsen nu. Den 55-årige blev varetægtsfængslet ved almindeligt lukkede døre.

- Da der jo har været dørlukning, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt komme med uddybende oplysninger om sagen, ikke mindst af hensyn til ofret, som stadig er indlagt på sygehuset og som i sagens natur er stærkt påvirket af sagen, siger senioranklager Marina Moltke-Leth.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.