58-årig banket med aluminiumskøller
Politiet fremstiller fredag to mænd, der er mistænkt for at have tæsket en 58-årig fra Rødekro-området.
Politiet vil forsøge at få to mænd varetægtsfængslet for grov vold. Arkivfoto.
Politiet vil forsøge at få to mænd varetægtsfængslet for grov vold. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


To mænd skal fredag stilles for en dommer ved Retten i Sønderborg, hvor politiet vil forsøge at få dem varetægtsfængslet for grov vold.

De to mænd blev anholdt, efter at politiet torsdag morgen ved ni-tiden fik en anmeldelse om, at de to mænd på 28 og 37 år var trængt ind til en 58-årig mand, som bor i Rødekro-området.

Her overfaldt de ifølge politiet offeret med medbragte aluminiumskøller - både i hovedet og på kroppen.

Efterfølgende løb gerningsmændene ud til en ventende bil med en 22-årig kvinde ved rattet og kørte fra stedet.

En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi fik dog stoppet bilen i Rødekro og anholdt de tre.

Kvinden er afhørt og løsladt, men fortsat sigtet, mens de to mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Offeret, den 58-årige mand, er indlagt med kvæstelser på sygehuset i Aabenraa. Han er ikke i livsfare, oplyser politiet.

Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om lukkede døre ved retsmødet, og derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere om sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.