48 sjældne biler solgt for langt over 100 millioner
Danske Henrik Frederiksen har lørdag solgt 48 veteranbiler på auktion i Ebeltoft.
Henrik Frederiksen har lørdag sagt farvel til 48 biler.
Henrik Frederiksen har lørdag sagt farvel til 48 biler. Foto: HOLMENLUND CHRISTENSEN CASPER/POLFOTO


Det er endnu ikke blevet regnet endeligt sammen, hvor meget penge det løb op i, da Henrik Frederiksen lørdag solgte 48 veteranbiler på en stor auktion.

Det siger Jakob Greisen, der er auktionshuset Bonhams ekspert i investeringsbiler, til Ritzau.

- Vi regner stadig på det, men beløbet er i hvert fald langt over 100 millioner kroner, siger han og tilføjer:

- Vi er godt tilfredse, og jeg tror, at folk havde en god oplevelse. Det var en succes, og Henrik er meget glad.

Han fortæller, at der var folk fra hele verden til auktionen, men størstedelen af køberne er europæere. Blandt andet købte en dansker seks biler, oplyser Jakob Greisen.

Den dyreste bil var bil nummer 48, en Maybach DS-8 Zeppelin Cabriolet fra 1933, der blev solgt for 17 millioner kroner. Den var vurderet til at koste mellem 20 og 24 millioner kroner.

En anden bil, som var under hammeren, var en Bentley fra 1958, som har været i den berømte amerikanske Rockefeller-families eje. Den blev solgt for 5,8 millioner kroner.

Også en flot Mercedes-Benz 500 K Roadster fra 1935 var blandt de 48 biler. Modellen var blandt nazi-toppens yndlingsbiler i 1930'erne, og den nye ejer måtte slippe 6,6 millioner kroner.

Den nu tidligere ejer af de 48 biler, Henrik Frederiksen, er en dansk milliardær, der har tjent sin formue via Matas-butikker.

Der var et større internationalt fremmøde til auktionen, som blev afholdt på Henrik Frederiksens gods, Lyngsbækgaard, tæt på Ebeltoft på Djursland.

Flere hundrede mennesker var fysisk tilstede under auktionen, men det var også muligt at byde telefonisk og over internettet for de købelystne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.