25 år efter: Tjekkerne protesterer igen
25 år efter fløjlsrevolutionen mener nogle tjekker, at landets øverste leder er for russer-venlig.
Den tjekkiske præsident Milos Zeman bliver stærkt kritiseret for sin venlighed overfor Rusland.
Den tjekkiske præsident Milos Zeman bliver stærkt kritiseret for sin venlighed overfor Rusland. Foto: Thibault Camus/AP


Mandag er 25-års-dagen for de protester i Tjekkoslovakiet, som kort tid efter førte til det kommunistiske styres fald.

Omvæltningen - kendt som fløjlsrevolutionen fordi demonstranterne afholdt sig fra at bruge vold - bragte demokrati med sig og førte til dannelsen af Tjekkiet og Slovakiet.

Men nu beskylder flere af de personer, som var med til at vælte det sovjetisk-støttede styre, landets nuværende ledere for igen at gøre sig til over for Rusland.

Vreden er især rettet mod præsident Milos Zeman. Han er modstander af de økonomiske sanktioner mod Rusland, som vestlige lande har indført på grund af krisen i Ukraine, og han har udtalt sig nedsættende om den russiske punkgruppe Pussy Riot, hvis medlemmer blev fængslet efter at have kritiseret Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Det er vores navn, vores resultater og vores fortsat trygge fremtid, der står på spil, hedder det i et åbent brev underskrevet af stifterne af Borgerforum, en af de oppositionsgrupper, der var med til at organisere protesterne mod det kommunistiske regime for et kvart århundrede siden.

I et radiointerview i denne måned beskrev den 70-årige præsident Pussy Riot som "en pornografisk gruppe, der mindst er skyldig i hooliganisme".

Den ukrainske krise har sat mange tidligere østbloklande i en svær situation. På den ene side er de under pres for at bakke op om andre EU-landes fordømmelse af Rusland, og på den anden side har de den vigtige samhandel med Rusland at tage hensyn til.

Nogle tjekker ser ethvert tegn på opblødning over for Rusland som et svigt over for fløjlsrevolutionen og fremtrædende dissidenter som Vaclav Havel, der blev Tjekkiets første præsident i 1993.

- Vi kan ikke være pålidelige medlemmer af det vestlige samfund og samtidig legitimere eller bare yde international støtte til Kremls aggressive og ulovlige politik, hedder det i brevet fra Borgerforum.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.