23-årig sjællænder dræbt af betjent: Kørte i stjålet bil
Den mand, som søndag blev dræbt af politiet, forsøgte at slippe væk i en stjålet bil, der tilhører forsvaret.
Den 23-årige mand, der søndag blev skuddræbt af politiet i forbindelse med en biljagt, kørte i en stjålet bil fra forsvaret.
Den 23-årige mand, der søndag blev skuddræbt af politiet i forbindelse med en biljagt, kørte i en stjålet bil fra forsvaret. Foto: Colorbox.dk/free


Den 23-årige mand, der tidligt søndag morgen blev skudt og dræbt af en politibetjent i Høng efter en dramatisk biljagt, kørte i en stjålet bil, som er ejet af forsvaret.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der mandag har identificeret den dræbte og nu skal undersøge de nærmere omstændigheder ved episoden.

Ifølge DUP var den unge mand fra lokalområdet. Flere medier skriver, at han hed Kevin Hansen, men den oplysning ønsker DUP ikke at bekræfte.

Det var tidligt søndag morgen, da en betjent i forbindelse med biljagten skød og dræbte den 23-årige ved Høng, der ligger mellem Kalundborg og Slagelse.

- Manden blev ramt i brystet af et skud klokken 04.16. Han afgår ved døden klokken 05.21, fortalte specialkonsulent Janus Rasmussen fra DUP søndag.

Patruljer fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi indledte ifølge politiklagemyndigheden deres jagt på manden klokken 04.05, og 11 minutter senere faldt skuddet.

Politimandens forsvarer, Torben Koch, sagde søndag til Ritzau, at manden under biljagten påkørte tre politibiler. Da det lykkedes at standse ham, påkørte han en betjent, hvorefter der blev affyret et varselsskud.

Da han kort efter kørte frem mod en anden betjent, valgte denne ifølge forsvarsadvokaten at affyre et sigtet skud, som altså ramte og dræbte manden.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønskede søndag ikke at oplyse noget om optakten til biljagten, men henviste i stedet til politiklagemyndigheden.

- Vi overtager det hele nu, når en person er ramt af skud af politiet og er død på baggrund af politiets indgriben. Og vi foretager nu en normal efterforskning, som politiet også ville have gjort det, sagde specialkonsulent Janus Rasmussen.

Når politiklagemyndigheden er færdig med sin efterforskning, er det Statsadvokaten, der skal afgøre, om der skal rejses sag mod nogen i forbindelse med skudepisoden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.