20-årig tiltales i Sverige for at planlægge selvmordsbombe
Anklagemyndigheden mener, at en 20-årig ville rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.
Svensk politi fandt i den 20-årig islamists hjem ingredienser til at fremstille en bombe.
Svensk politi fandt i den 20-årig islamists hjem ingredienser til at fremstille en bombe. Foto: Colourbox/Free


En 20-årig mand tiltales i Sverige for at planlægge at fremstille en bombe, som skulle være brugt i en selvmordsaktion.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Den 20-årige blev i juli 2015 to gange stoppet i Tyrkiet og sendt tilbage til Sverige.

Ifølge anklageren Ewamari Häggkvist har manden haft til hensigt at rejse videre til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Han nægter sig skyldig.

Ved en ransagning i den 20-åriges hjem fandt politiet seks flasker acetone, gaffatape, en mobiltelefon af ældre model samt burkaer og hagl. Han blev anholdt 11. februar.

Der findes også billeder fra et overvågningskamera, da han købte en trykkoger, og der findes en kvittering, som viser, at han har indkøbt juletræsbelysning. Det er kendt fra islamistiske bombemanualer, at trykkogere indgår i fremstillingen af bomber.

- Beviserne er så stærke, at jeg har rejst tiltale, og det gør jeg, fordi jeg forventer, at der kommer en fældende dom, siger Häggkvist.

Anklageren håber på, at den tiltaltes familie vil vidne i sagen.

Han skal over for familien have givet udtryk for, at han ville tage sit eget liv, at han ville gøre noget i Sverige, og at det skulle ske i Guds navn. Han har i forhør sagt, at han ønskede at blive martyr, fortæller Häggkvist.

Avisen Svenska Dagbladet skriver, at det et medlem af den unge mands familie, der fortalte myndighederne om, at den 20-årige var ved at blive radikaliseret.

Han har ifølge anklageren søgt på internettet efter informationer om, hvordan man fremstiller en bombe. Ligeledes skal have søgt informationer om terrorhandlinger, som er udført af IS.

Häggkvist siger, at hun ikke ved, hvor kraftig en bombe tiltalte planlagde at lave.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.