15.000 flygtninge: Græsk ø tæt på eksplosion
Lesbos er ved at bukke under for flygtningepresset, advarer minister. Der er nu over 15.000 flygtninge på øen.
Flygtninge og migranter går i land på den græske Lesbos mandag, hvor der er så mange flygtninge, at nogle politiske ledere ønsker undtagelsestilstand.
Flygtninge og migranter går i land på den græske Lesbos mandag, hvor der er så mange flygtninge, at nogle politiske ledere ønsker undtagelsestilstand. Foto: Santi Palacios/AP


Den græske ø Lesbos er "på randen af en eksplosion" med over 15.000 fortrinsvis syriske flygtninge, hvis behov er ved at overstige ferieøens ressourcer.

Det siger en græsk minister, Yiannis Mouzalas, til radiostationen Vima ifølge AFP.

Mouzalas, der er immigrationsminister, siger, at både, der bringer flygtninge til det græske fastland, snart også vil sejle fra endnu en havn, så presset på øen bliver mindsket.

Lesbos har 85.000 indbyggere.

Siden januar er der ifølge FN's Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) kommet over 230.000 migranter til det græske fastland og græske øer som Kos, Lesbos og Chios. De fleste er syrere.

Mouzalas siger, at der for øjeblikket er 15.000-17.000 i øens hovedstad Mytilene.

Flygtninge og migranter kastede i sidste uge sten mod politiet under et voldeligt sammenstød på Lesbos. Optøjerne opstod ifølge den græske kystvagt, da omkring 200 flygtninge og migranter, som ikke var blevet registreret af de græske myndigheder, forsøgte at komme om bord på en færge.

Borgmesteren i hovedbyen på Lesbos har tidligere udsendt en offentlig appel om hjælp til at håndtere de tusindvis af migranter, der kommer til øen.

- I fire måneder har jeg sagt, at jeg holder en bombe i mine hænder, og lunten brænder langsomt ned, sagde borgmesteren i Mytilene, Spyros Galions, til tv-stationen ERT op til weekenden.

Han sagde, at han havde bedt myndighederne i hovedstaden Athen om at erklære undtagelsestilstand på øen, og han anmodede regeringen om en hurtigt optrappet nødhjælpsindsats.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.