12. mand er anholdt efter blodigt opgør i rockermiljøet
Eftersøgt mand fra No Surrender er anholdt på Frederiksberg, siger Københavns Vestegns Politi.
En eftersøgt 30-årig mand er blevet anholdt efter flere ugers opsporingsarbejde, siger Københavns Vestegns Politi. Det er den 12. anholdelse i en sag om drabsforsøg i Ishøj (arkivfoto)
En eftersøgt 30-årig mand er blevet anholdt efter flere ugers opsporingsarbejde, siger Københavns Vestegns Politi. Det er den 12. anholdelse i en sag om drabsforsøg i Ishøj (arkivfoto) Foto: Colourbox/free


En 12. mand er blevet anholdt i sagen om et blodigt opgør i Ishøj syd for København i sommer, oplyser politiet torsdag.

Den eftersøgte 30-årige mand har ifølge politiet forbindelse til rockergruppen No Surrender.

Torsdag formiddag har en dommer i Glostrup afgjort, om der er gode grunde til at varetægtsfængsle manden ligesom de øvrige 11 mænd. Han er frihedsberøvet i 12 dage.

- Det er ikke tilfældigt, siger politikommissær Hans Chr. Tonnesen til Ritzau om den anholdelse, som efterforskere foretog onsdag eftermiddag på Frederiksberg.

Men han ønsker ikke at røbe detaljer om arbejdet med at lokalisere ham.

For nogle uger siden besluttede Københavns Vestegns Politi at gå ud med fotos og beskrivelse af såvel den 30-årige som en anden eftersøgt, den 41-årige Tonni Turan.

Dette havde dog ikke den store virkning på de to mænd, der udmærket ved, at de er eftersøgt for drabsforsøg.

Om Tonni Turan siger politikommissæren:

- Ham skal vi nok også få fat i på et tidspunkt.

Årsagen til politiets interesse for de mange mænd er et råt overfald, som fandt sted ved en tyrkisk klub i Ishøj 17. august.

De to ofre blev slået og stukket flere gange med kniv, og politiet mener, at angriberne havde til hensigt at dræbe dem.

Samtlige 12 sigtede i sagen har forbindelse til en underafdeling af gruppen No Surrender, som hedder District 26 i Brøndby.

Gruppen var tidligere med i Satudarah, men valgte så at gå over i den hollandsk-baserede No Surrender.

Politiet mener, at knivoverfaldet skyldes uenighed om hashmarkedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.