En ti-årig skolepige handede resolut og fornuftigt, da hun i går, mandag, blev udsat for en ubehagelig hændelse på vej til skole i Ringsted.
Lidt før klokken otte om morgenen kom pigen gående på den asfalterede skole-sti mellem Bøllingsvej og Valdemarsgade, da hun blev antastet af en fremmed mand. Hun har ifølge politiets døgnrapport forklaret, at manden ingen ting sagde, men at han tog fat i hende og befamlede hende uden på tøjet.
Men hun skreg op, skubbede manden væk - og løb så videre til skolen, hvor hun underrettede de voksne.
Pigen bemærkede ikke, hvor den fremmede mand forsvandt hen. Pigens forældre samt de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have bemærket manden i området omkring skolestien, eller som kan give oplysninger om gerningsmandens identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi beskriver manden sådan her:
- Lys hud
- Ca. 25 år
- Ca. 175 cm
- Almindelig af bygning
- Skaldet
- Med røde pletter eller "bumser" i ansigtet
- Smal næse og fyldige læber