Zlatan Ibrahimovic er aldrig blevet kåret til verdens eller Europas bedste fodboldspiller. Men mindre kan også gøre det. Sent onsdag aften vandt svenskeren prisen Golden Foot.
Det er en international fodboldpris, som gives til den bedste aktive fodboldspiller over 29 år, som samtidig har vist sig som et godt eksempel på og uden for fodboldbanen.
Tidligere har fodboldstjerner som Ryan Giggs, Alessandro Del Piero, Pavel Nedved, Roberto Baggio og Roberto Carlos vundet prisen.
Nu er Zlatan Ibrahimovic også kommet med i det selskab, og han blev behørigt fejret i Monaco i selskab med store legender som Pelè, Eric Cantona, Franco Baresi og Lothar Matthäus.
- Det er en ære for mig at få denne pris og være her med flere af de største spillere fra nutiden og fra historien, sagde PSG-spilleren, da han fik overrakt prisen.
- Alle priser, man får, er noget stort. Jeg er glad og stolt, lød det også fra svenskeren.
Zlatan Ibrahimovic vandt årets pris i konkurrence med flere af vor tids største spillere. Carles Puyol, Iker Casillas, Andrea Pirlo, Clarence Seedorf, Kakà, Didier Drogba, Gianluigi Buffon, Raul og Xavi var også nomineret.
De 10 nominerede udvælges af en gruppe europæiske fodboldjournalister, der efterfølgende sættes til offentlig afstemning på Golden Foots hjemmeside.
Ved ceremonien tages et fodaftryk af vinderen, og aftrykket forgyldes og hænges op i The Champions Promenade i Monaco.