Zlatan scorer sit mål nummer 500 med artistisk spark

Sport
MLS: Los Angeles Galaxy at Toronto FC (Foto: Nick Turchiaro/Ritzau Scanpix)

Zlatan Ibrahimovic skyder sig ind i fornemt selskab, som også omfatter en portugiser og en argentiner.

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har rundet en milepæl i karrieren ved at score sit mål nummer 500.

Det skete i opgøret mellem Zlatans Los Angeles Galaxy og Toronto FC i den bedste nordamerikanske liga, MSL, natten til søndag dansk tid.

Ibrahimovic skød sig ifølge nyhedsbureauet AP dermed ind i en eksklusiv gruppe af aktive spillere med mindst 500 mål i klub- og landskampe.

De to andre målmaskiner er Lionel Messi fra Argentina og FC Barcelona samt Cristiano Ronaldo fra Portugal og Juventus.

- Jeg er glad på Torontos vegne, for klubben blev mit offer nummer 500, siger Ibrahimovic ifølge nyhedsbureauet AP.

Ibrahimovic har scoret 62 gange for Sverige, mens de 438 øvrige mål er sat ind for hans perlerækker af klubber - Malmö FF, Ajax, Juventus, Inter, Milan, Barcelona, Paris Saint-Germain, Manchester United og nu Los Angeles Galaxy.

Den historiske scoring faldt i det 44. minut, da den 36-årige angriber på artistisk vis med ryggen til målet med et cirkelspark drejede bolden i nettet via den ene opstander.

Det var svenskerens 17. mål i MLS i denne sæson.

- Jeg var tæt på målet. Det minder mig om et mål, jeg scorede for Ajax, siger Zlatan Ibrahimovic.

Toronto havde bragt sig foran med tre mål i løbet af de første 36 minutter, men Ibrahimovic satte med sit mål gang i Galaxy, der fik udlignet til 3-3 et kvarter inde i anden halvleg.

Derefter fik det canadiske hold igen overtaget og endte med at vinde 5-3.

/ritzau/