Den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic er indstillet på, at han måske skal væk fra Paris Saint-Germain denne sommer.
Mange ting er lige nu usikre i den franske mesterklub, hvor træner Carlo Ancelotti har bedt om at blive løst fra sin kontrakt for at blive træner i Real Madrid. Ibrahimovic vil ikke udelukke, at han også snart er fortid i PSG.
- Alt kan ske. Det har jeg lært af de seneste år. Jeg har skiftet klub mange gange, og jeg har altid planlagt at blive i mine klubber lang tid, og sådan er det ikke endt.
- Vi får se. Der kan ske meget. Som situationen er lige nu, så kan der ske meget, siger Zlatan i et tv-klip på expressen.se.
Hvis du selv kan vælge, hvad vil du så?
- Jeg ved det ikke.
- Jeg var ikke indstillet på at komme til Paris for et år siden. Jeg havde regnet med at tage på træningstur til USA med AC Milan, men i stedet kom Paris ind i billedet, siger angriberen.
Zlatan Ibrahimovic er suveræn topscorer i den bedste franske fodboldrække i denne sæson med foreløbig 29 mål - hele 10 mere end St. Etiennes Pierre Emerick Aubameyang på andenpladsen.
Paris Saint-Germain har for længst sikret sig mesterskabet på et tidspunkt, hvor der mangler en spillerunde.
Zlatan Ibrahimovic' kontrakt med PSG løber frem til sommeren 2015.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.