Zlatan Ibrahimovic slår modspiller og ser rødt

Sport
LA Galaxys Zlatan Ibrahimovic (halvt skjult til højre) modtager et direkte rødt kort i kampen mod Montreal Impact. (Foto: Foto: Eric Bolte/Scanpix)

LA Galaxys superstjerne mistede besindelsen og slog sig til et direkte rødt kort mod Montreal Impact.

Fodboldklubben LA Galaxy fik mandag aften afsluttet en stime på fire nederlag i træk i Major League Soccer.

Det var dog ikke så meget 1-0-sejren ude over Montreal Impact, der var samtaleemnet efter kampen i Canada.

Det var derimod Zlatan Ibrahimovic' direkte røde kort, som faldt efter en episode mod slutningen af første halvleg.

Montreal Impacts Michael Petrasso trådte - muligvis bevidst - Zlatan Ibrahimovic over tæerne, og det fik den svenske LA Galaxy-stjerne til at reagere på tåbelig vis.

Ibrahimovic stak ganske enkelt sin modstander en lille en på på sinkadusen, inden de to spillere begge - ganske teatralsk - lod sig falde til jorden.

Dommeren blev herefter tilkaldt, og efter at have set episoden igennem på video var der ikke så meget at rafle om; gult kort til Michael Petrasso og et direkte rødt kort til Zlatan Ibrahimovic.

I svenskerens fravær blev det norske Ola Kamara, som et kvarter før tid afgjorde kampen til LA Galaxys fordel.

Klubben er nummer syv i Western Conference med 13 point for 11 kampe.

/ritzau/