YouSee, der er ejet af TDC, vil fremover tilbyde mere end 300.000 husstande i Nord- og Midtjylland at få deres tv og bredbånd via energiselskabet Eniigs fibernet.
Det er første gang, at Eniig åbner sit fibernet for en tv- og internetudbyder, som virksomheden ikke selv er medejer af.
YouSee tilbyder i dag kunder i Trekantsområdet at få deres tv og bredbånd gennem det lokale energiselskabs fibernet.
Fibernet benytter sig af lyslederkabler, der kan sikre en højere og mere stabil adgang til internettet. Samtidig har fibernet en større kapacitet.
Derfor vil hastigheden af internettet ikke på samme måde blive påvirket i de tilfælde, hvor mange kunder benytter internettet på samme tid.
- Vi håber selvfølgelig, at flere energiselskaber vil gøre som Eniig, så endnu flere danskere kan få et større udbud, når de skal vælge tv, streaming og internet, siger Jacob Mortensen, der er direktør for YouSee.
75.000 af de 300.000 husstande må vente til senest 1. juni, før de får glæde af YouSee-produkterne gennem Eniigs fibernet.
/ritzau/