Yderfløjene i form af Dansk Folkeparti og Enhedslisten rykker mest frem i en ny meningsmåling, som fortsat gør Venstre til største parti og den blå opposition langt større end regeringsfløjen.
Dansk Folkeparti rykker frem til 13,6 procent af stemmerne. Enhedslisten vinder frem til 8,6 procent. Dermed distancerer partiet sig - i forhold til målingen i sidste måned - fra SF, som rykker ned til 6,1 procent af stemmerne.
Målingen er lavet af CEM Institute Voxmeter for Ritzau mellem 7. og 12. maj. Dermed er den lavet efter meget omtalte årsmøder hos både hos regeringspartiet SF og støttepartiet Enhedslisten, som kritiserede regeringen.
Målingen er foregået i den uge, hvor regeringen fremlagde sin økonomiske langtidsplan mod 2020, og mens den afskaffede den tidligere regerings pointsystem for udlændinge, som vil til Danmark.
Socialdemokraterne rykker lidt frem til 20,7 procent, mens Venstre rykker lidt tilbage til dog ret markante 32,7 procent af stemmerne.
Blokfordelingen er uændret 96 mandater til den blå blok af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Der er 79 mandater til regeringsblokken af Socialdemokraterne, De Radikale, SF - støttet af Enhedslisten.
Usikkerheden i målingen er størst hos det største parti Venstre (2,8 procentpoint). Usikkerheden er mindst (0,6 procentpoint) hos det mindste opstillede parti, Kristendemokraterne, der får 0,4 procent af stemmerne.
Målingens mindste parti i Folketinget er De Konservative, som står til 3,1 procent af stemmerne.