X Factor flytter kanal: Nu skal TV 2 sende det

I 2018 sendes "X Factor" for sidste gang på DR. Fra 2019 vises det populære tv-program på TV2.
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix

Fra 2019 kan tv-seere se programmet "X Factor" på TV2, som overtager rettighederne fra DR. Det oplyser TV2.

TV2 har indgået en aftale med produktionsselskaberne Blu og Freemantle Media om rettighederne til sangkonkurrencen.

- Vi glæder os til at kaste os over "X Factor" med friske kræfter.

- Det er et stort underholdningsformat i udlandet og ekstraordinært stort i Danmark, siger TV2's kanalchef, Lotte Lindegaard.

DR har sendt "X Factor" siden 2008, og dermed kan DR i 2018 vise programmet for 11. og sidste gang.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det var i forvejen kendt, at DR ville sende "X Factor" for sidste gang næste år.

Lotte Lindegaard glæder sig over, at TV2 kan føje "X Factor" til tv-stationens underholdningsprogrammer.

- Jo mere fragmenteret medieforbruget bliver, jo vigtigere er det at finde underholdningsformater, der kan samle mange om en fælles oplevelse.

- Det har en værdi, at både børn og voksne - selv bedstemor - kan være sammen om at se et program, siger Lotte Lindegaard.

Hun fortæller, at programmet har stået højt på ønskesedlen, siden det kom frem i sommer, at DR ville tage afsked med programmet.

Hvilke tanker gør I jer om, hvorvidt der eventuelt er behov for fornyelse af formatet?

- Jeg kan godt forstå spørgsmålet, men så langt er vi ikke kommet med vores overvejelser endnu, siger hun.

DR dropper "X Factor" for at gøre plads til nye idéer og for at producere dansk underholdning, var begrundelsen.

2008-finalen blev set af 2,2 millioner tv-seere. Finalen i 2017 blev set af 1,6 millioner.

DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme ønsker TV2 "pøj pøj" med programmet.

- Vi har ønsket at give vores seere en ny oplevelse fredag aften, og det arbejder vi videre på, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Remee, der er en af de tre nuværende dommere i tv-programmet, er overbevist om, at programmet er i gode hænder hos TV2.

- Jeg er meget taknemmelig for de mange år på DR, men jeg tror samtidig, at TV2 har gode muligheder for at gøre noget fantastisk med det, skriver han i en SMS til Ritzau.

Der er ikke taget stilling til, hvem der skal være dommere, når programmet overgår til TV2.

DR's sidste udgave af "X Factor" går i luften 1. januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.